Det bliver en trist dag, når jeg forlader København. Her er så mange ting at savne:

  • Efter en bytur er jeg kun en kort cykeltur fra at ligge hjemme i min seng.
  • Det er så nemt at være spontan når brunch, kaffedates, teaterstykker, strandture, drinks, biograffilm, minifestivaller og bland-selv-slik altid er lige ude foran døren.
  • Når jeg har købt ind, skal jeg kun slæbe poserne 300 meter, og jeg har mindst 7 dagligvarerbutikker at vælge mellem.
  • Hvis jeg vil købe honmirin, god tofu (det findes!), kimchi eller udonnudler til aftensmaden, drejer det sig om 4 minutter på cykel, ligesom billig, hurtig og sund takeout altid er lige om hjørnet.
  • Selvom mange af mine venner er flyttet ud af byen, er jeg altid nem at besøge lige der i smørhullet mellem to s-togsstationer, tæt på motorvejen og med adskillige buslinjer ved min hoveddør.
  • Vores dejlige, lyse og billige lejlighed, som vi kun forlader, fordi vi er alt for fornuftige.

Der er selvfølgelig også til at være nogle fordele ved flytningen. For at nævne et eksempel, så er det eneste som får mig igennem dagens fejlslagne hjemmearbejdsdag én tanke, som jeg messer til mig selv på repeat:

Jeg kommer fucking ikke til at savne min cirka 20-årige egotrippernabos basrester. Fuck ham. Fuck hans banken på radiatorrørene. Fuck hans højlydte pornoforbrug. Fuck hans technocrap for åbne vinduer og hans morgenfester, som jeg seriøst tvivler på er cokefri. Jeg hader ham, og jeg glæder mig til at være et voksent, bittert menneske i forstaderne uden pseudoteenagetabernaboer med hang til gajolshots.

 

20180625

 

 

Jeg er klar til rækkehushave og sløve forstadsnætter.