Nu er det jo vinterferie, og derfor blev jeg i går inviteret ud at skøjte efterfulgt af en tur i svømmehallen med to af mine små kusiner. Jeg har kun skøjtet et par gange før i juleferien i 1.g, og der brillerede jeg ikke ligefrem med fremragende balanceevner. Derfor var jeg nervøs for hvordan det ville gå. Jeg havde faktisk allerede forestillet mig rædselsscenariet i mit hoved, her væltede jeg straks på mine skøjter og knækkede begge fortænder. Succeskriteriet for dagen og de 1½ timer der skulle bruges på isen, var dermed at undgå fald og beskadigede tænder. Og det blev en succes! Jeg så godt nok sådan her ud:

da jeg stavrede rundt langs kanten af banen, men jeg faldt aldrig. Bagefter var vi en tur i svømmehallen, hvor jeg stik mod min dovne natur svømmede 1 km. Det var naturligvis ikke med min gode vilje, men jeg begyndte at høre hvisken i krogene om, at jeg ikke kunne nå op over 500 meter. Det skulle modbevises.
Bag efter var jeg naturligvis temmelig flad. Jeg tog alligevel til housewarming hos en af mine gode venner, fuld af intentioner om at komme ædru og tidligt hjem. Det blev en vildt hyggelig aften fyldt med mennesker jeg ser alt for sjældent, og andre jeg slet ikke kendte. Krydret med nogle vodkashots og en “lækker” punch gjorde det aftenen til en af den slags aftener, hvor man slet ikke har lyst til at tage hjem igen.

Hjem kom jeg selvfølgelig, med taxi, og nu skal jeg bare lige finde en effektiv friskehedskur, så jeg om et par timer er klar til at passe min venindes toårige tvillinger i 24 timer.


Leave a Reply

Your email address will not be published.