Katte
Det behøver jo ikke være enten-eller. Nogle mennesker er glade for både katte og hunde. Men for mig er der kun gravhunde. Jeg har mødt en enkelt sød kat, der hed Henning. Den var kæmpestor (ja, større end en gravhund), rød og tigerstribet. Resten af de katte jeg har mødt, troede jeg bare vare søde, indtil de fornærmet er skredet fordi jeg vovede at ae dem, eller ganske enkelt har revet mig til blods.
Jeg tror de kan mærke gravhunden inden i mig.
Den værste af dem alle, var min storebrors kat. Jeg burde nok fra starten have gættet, at den var ond. Den så nemlig sådan ud:
Første gang man så den, tænkte man, at den nok var lidt sky. Den kom ikke frem og hilste, og ville ikke rigtig nusses. I stedet lagde den sig bare op i sit kattetårn. Og stirrede. Intenst. Den flyttede aldrig blikket.
Når man endelig havde glemt den, angreb den. Pludseligt og uden grund.
Og så stak den af igen. Lige så pludseligt som den var kommet. Hen i den anden ende af stuen, hvor den kunne ligge under spisestuestolene og stirre. Igen. Intenst.
Som I nok kan regne ud, begyndte man hurtigt at få nervøse trækninger, når katten daskede dovent med halen. Mens den stirrede. Og ventede på en ny chance.
Jeg bliver aldrig et kattemenneske. Men pyt, så kan jeg i stedet blive hende den skøre dame med alle de fede gravhunde. Som roser hundene og giver dem godbidder, når de snapper efter kattene i haven. Mens jeg gnider mig i hænderne og griner skadefro.
…
Øhm… Vil I lige for en god ordens skyld se en tegning af min storebror? Ham har jeg vist ikke fået introduceret endnu.
Som alle andre storebrødre, er han lidt superhelteagtig:
lørdag 11. juni, 2011 @ 08:40
Øv.. han ser ellers dejlig ud!! ;O)
lørdag 11. juni, 2011 @ 11:04
Ha ha, jeg får flashback til den kat vi havde da jeg var teenager. Gynther. Fuldstændig samme sind som Henning. Folk holdt decideret op med at komme her, fordi han var utilregnelig og frygtløs og havde stærkt psykopatiske træk. Han havde ikke noget kattetårn, så når vi havde gæster placerede han sig istedet på sofabordet, lige ud for dem. Og der sad han så, fuldstændig fastfrosset og ubevægelig og nidstirrede folk som du bekriver det. Noget der kunne gøre selv granvoksne mænd lidt utrygge og famlende.Dem der havde været her før, vidste også godt at der var grund til at tage sig i agt. For i samme øjeblik de i et øjebliks uopmærksomhed kom til at røre lidt på sig, som fx at klø sig på armen eller lægge benene over kors, forvandlede saltstøtten sig i løbet af et splidtsekund og kastede sig over dem som et hylende attack af sylespidse tænder og skarpslebne kløer. Crazy motherfucker.At han så også pissede og sked overalt indendøre, gjorde ham bare på alle måder overflødig. Han blev aflivet til sidst. Men det tog et par år, inden stanken af kattepis helt var væk..
lørdag 11. juni, 2011 @ 11:29
Jeg er slet heller ikke til katte…men så absolut til gravhunde ;o)Men det tog mig et par katte at komme til den konklusion. Venners katte var åhh så søde og dejlige…men jeg burde egentlig allerede have været blevet klogere da jeg som ung teenager havde fået plaget mine forældre til endelig at få anskaffet et kat (jeg ville 100 gange hellere have haft en hund – men i mangel på en tilladelse til at holde hund i det boligselskab vi boede i, ja så måtte jeg nøjes med en kat)(det er lidt en anden snak, men jeg forstår ikke helt den der diskrimination af hunde frem for katte – ?!?)Nå men tilbage til den anskaffede kat, den var sindsyg – både min mor og far var ivrige strikkere, det var slut med anskaffelsen af Mutti, som katten kom til at hedde. Og hver aften når jeg slukkede min natlampe for roligt at lægge mig til at sove, ja så kom Mutti som ved et trylleslag springende op i fodenden på min seng og gik på jagt efter mine fødder – under dynen… Det endte med at jeg nægtede at gå i seng før end Mutti var lukket ude i bryggerset… :o)Mutti havde en anden sport som hun yndede at udøve – sprint fra toppen af reolsystemet hen over spisebordet – en sofa – en sofa mere (de to sofaer stod med ryggen mod hinanden)- et sofabord og en lænestol for til sidst at ende hængende i kløerne oppe under loftet i gardinerne – for derefter at sprinte tilbage op på toppen af reolen -og ja vi havde en meget laaang stue… :o)Mutti endte sine dage som udekat på en bondegård… :o)Jeg kunne fortælle om fire sataniske katte mere som jeg har haft boende i mit liv… men jeg tror jeg vil skåne dig… Men så for 5 år siden kom gravhunden ind i mit liv…og det har jeg aldrig nogensinde fortrudt… De er kommet for at blive… :o)Tak for din altid underholdende streg og morsomme og hyggelige ord… :o)Knuss og kram :o)
lørdag 11. juni, 2011 @ 11:31
Kan heller – slet over helt hovedet ikke lide katte. Nogle ser søde ud.. på billeder. Men ellers Vov og vov for evigt!!Og jeg drømmer stadig om en rødhåret gravbasse!Hvis jeg kunne få blondinen og resten overbevist om at det skal være sådan en!!
lørdag 11. juni, 2011 @ 12:02
http://www.catsthatlooklikehitler.com/cgi-bin/seigmiaow.pl hæ hæJeg er kattemenneske, har altid været det, vil altid være det, elsker katte på alle måder, især de mere udfordrede af dem, for der er altid en årsag til de er sådan, havde engang en kat som ikke kunne spise mus, fange dem og myrde dem, ja men ikke spise dem, til jeg engang så den gøre forsøget, den begyndte med halen først og måtte opgive – enhver ved at byttet skal spises med hovedet først så jeg hjalp den selvfølgelig lige med det, som den gode kattemor jeg var og senere opdagede jeg at katten lærte af det, juhu.Havde en anden kat som også altid klatrede i mine gardiner, til jeg opdagede at tidligere ejer (hvor den boede som baby) havde leget med sådan pege/lygte på sine gardiner, derfor gardiner=leg.Sætter en kat sig til at nedstirre mig, nedstirrer jeg den lige tilbage igen, det en klar magtdemonstration og den der viger blikket først taber, ligesom lyde og pusten sig op også kan virke, vinder man selv er katten total underdanig, lyder ikke sejt, men som hunden er flok dyr er katten også og de skal have en leder og èr katten leder over for sine mennesker vil den virkelig gøre sit for at bevare det lederskab.Simpel kattelogik.Jeg kan skam også godt lide hunde og elsker at nusse og kramme og så videre, men ind i mellem savner jeg det der selvstændige ved katten, så nu gider jeg sørme ikke flere kram for denne gang, jeg skrider, eller når man kalder – kan den da tage en besked og vender tilbage når den får tid, og den hyler aldrig når man ikke er hjemme, men er du for længe væk, får du helt klart tavshedsbehandlingen eller fornærmet kat at føle, om det sidden med ryggen til dig og se sur ud, eller pisse på din dyne, er alt an på hvor i hirakiet katten mener sig selv placeret. Suk, drømmer stadig om at få kat, hvor mine børn plager (næsten dagligt) om hund. Og må ikke have nogen husdyr. Hilsen Karina (hvis googl-adresse driller. :( )
lørdag 11. juni, 2011 @ 13:01
Her i huset kører vi både-og stilen :) 1 stk. labrador og 2 stk kat og alle er bedste venner – ren happiness :)
lørdag 11. juni, 2011 @ 13:27
Katte er altså heller ikke lige mig. De er totalt utilregnelige jo! Og halløj hvor tjekket, at du sådan har dit eget "logo" istedet for blogger-dutten i blogrollen! :)
lørdag 11. juni, 2011 @ 14:18
Hahaha det lyder som min første kat det der. Problemet var at hun bare havde besluttet sig for at den eneste i hele verden hun kunne li var min kusine. Heldigvis boede min kusine hos mig på det tidspunkt. Katten var TOTALT utilregnelig i samme øjeblik vi var alene. Hun angreb mig fra alle vinkler. for som en sindssyg gennem lejligheden, smadrede lamper og skubbede ting ned fra vindueskarmen og bordet. I samme øjeblik min kusine kom hjem spandt hun og lagde sig godt til rette i hendes skød. Og min kusine troede ikke på at hun var så slem. Behøver jeg at sige at hun fik kastet katten i nakken da hun fandt sin egen lejlighed?! :D
lørdag 11. juni, 2011 @ 18:06
Lotteriet: Ja, han er en køn bjørn ;)Heidi: Henning var nu den ene søde kat jeg har mødt, jeg kan faktisk ikke rigtig huske psyko-kattens navn ;) Men de lyder godt nok meget ens! Bortset fra min brors kat var renlig.Pi Andrea: Ja, gravhunde er jo klart bedre! Der er ingen tvivl :)Stine: Jeg stemmer også for en gravhund! Mon ikke Blondinen ville synes det var ok, med lidt selskab?Karina: Vi må heller ikke have nogen husdyr, så det må vente :( Man savner det godt nok meget, synes jeg.Eva: Så er man også godt dækket ind – så får man det bedste (og værste…) fra begge dyr :)Diktesoph: Hov, kan du se det? jeg prøvede godt nok at sætte et logo på, men det virkede ikke på min egen computer. Nå, men det er da meget rart at andre kan se det :)denlangeneger: Ha! Lortekat… Sådan nogen har jeg også mødt flere af. F.eks. Arne. Skidesød når der var andre til stede, klamt dyr der lå på lur under trappetrinene, klar til overraskelsesangreb, når man var alene med den…
lørdag 11. juni, 2011 @ 18:46
Yes jeg kan! Det er totalt tjekket :) (hvordan gør man mon det??)
lørdag 11. juni, 2011 @ 21:45
Her er en miniguide, stjålet fra blogger :)Først skal du gå ind på http://draft.blogger.com/homeDer trykker du på betjeningspanel, og så layout. Find det felt hvor der står "Favicon" og tryk rediger. Her kan du så indsætte en billedfil, men den skal være af typen .icoDu kan lave de billeder du vil have i feltet om til .ico-filer, ved at bruge: http://www.icoconverter.com/Husk at sætte filstørrelsen til 48×48 pixels, ellers bliver filen for stor.Husk at trykke gem bagefter :)
søndag 12. juni, 2011 @ 10:06
Hvad er der for dræberkatte du har mødt :-) Mine 2 er blide som engler. Til gengæld ser jeg mange hunde der har der der blik "jeg-ved-hvor-din-strube-sidder". Gys.Nice storebror :-)
søndag 12. juni, 2011 @ 10:46
Ja, jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg kun har mødt én sød kat. Jeg har selvfølgelig også set mange ubehagelige hunde (især da jeg som barn var avisbud), men aldrig nogen ubehagelige gravhunde :)Det synes jeg også ;)
mandag 13. juni, 2011 @ 18:47
Genialt! Tak :)