Del 3: Det der med yngre søskende
Jeg kunne seriøst ikke se pointen. Selvom den kunne gå i en alder af 8 måneder, var jeg ikke imponeret.
Helt ærligt så skulle der gå mange år, før jeg anerkendte, at den var noget værd. Den der Kristoffer. Skide smart ass fra starten af, altid lidt for kæk, altid lidt for hurtig med en saks i nærheden af mit legetøj.
Men altså, når det virkede, så virkede det også bare:
tirsdag 26. juli, 2011 @ 08:23
Har små børn ikke ofte svært ved at se fidusen ved søskende?Jeg hører da indimellem "nogen" mumle – bare jeg var enebarn.. Ikke hver uge – men det hænder!Godt man vokser op og kan forstå meningen med søskende :-)Elsker dit "her er mit liv i tegninger" De er vildt søde!!
tirsdag 26. juli, 2011 @ 08:46
Min søn plager om en lillebror eller lillesøster :)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 10:23
Jeg havde også svært ved at se pointen ved den 1., som kom 6 år efter mig… da der så kom én til 4 år senere og gudhjælpemig 2 (!) til yderligere 5 år efter, ja så måtte jeg give fortabt. Nu kan jeg sådan set meget godt li' dem…
tirsdag 26. juli, 2011 @ 10:46
Stine: Jeg har nok også mumlet de samme ting engang :) Heldigvis bliver man ældre :)Onkel Anne: Dét gjorde jeg også! Men jeg havde nok ikke indset, præcis hvad det betød at få yngre søskende. Da Kristoffer var blevet født, bad jeg (lettere skuffet) min mor om at skaffe mig en storesøster i stedet. Jeg blev IKKE glad, da hun informerede mig om, at det løb var kørt.stopdetdog: Ja, det er lidt anderledes, når man ikke er barn længere :) Jeg sætter også mere pris på Kristoffer nu :)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 10:50
Aha ja jeg var så enebarn, så det var kun mig foran den spilleboks der :p
tirsdag 26. juli, 2011 @ 11:04
Lige foran spillekonsollen var jeg faktisk virkelig glad for Kristoffer :)Vi brugte TIMER på at spille Zelda. Selv når konsollen var slukket – vi tegnede baner, tegnede nye våben og tøj, sloges med sværd som i spillet… Der var sjældent de store skænderier :)Jeg savner stadig Kristoffer, når jeg sidder og spiller Zelda alene derhjemme.
tirsdag 26. juli, 2011 @ 11:10
Min kæreste og hans søster brugte også timevis på Zelda da de var små… hmm så må der sgu være noget om det ;D
tirsdag 26. juli, 2011 @ 11:19
Er du gal mand! Ja!!! Det er de bedste spil der nogensinde er lavet! Hvis du ikke har prøvet dem endnu, så må du se at komme i gang ;)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 15:04
Jeg har faktisk heller aldrig spillet Zelda sådan rigtigt… det må være et af de der spil der skal købes til wii'en når der lige bliver råd :)Jeg var i øvrigt VILD med min lillebror da han blev født da jeg var 13 – han var bare så fed og så sød. Men syntes tilgengæld min søster var lidt overflødig. Der gik lige et par år inden jeg kunne se det fornuftige i hende :)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 15:22
Den lillebror jeg fik da jeg var 14 var også vældig populær! Ham har jeg aldrig nogensinde tænkt var irriterende på søskendemåden. Han kunne ikke gøre noget forkert. Men det hænger nok også sammen med, at jeg havde fået en vis alder på det tidspunkt ;)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 15:52
Hmm var der ikke noget med nogle huller der blev gravet Og dækket over med grene. . Og lillebror der faldt ned i dem. Brugte det meste af dagen på at udføre din snedige plan. Den store bror.
tirsdag 26. juli, 2011 @ 16:44
Sådan er der vist mange der har det. Jeg har stadig ingen større glæde af lillesøsteren, men tror det er den fysiske afstand (godt 200 km). Men så kan man jo vælge sig en søster, som jeg har gjort. En storesøster som er helt fantastisk :-)
tirsdag 26. juli, 2011 @ 22:20
Frede, som jeg husker det, så var det dig der lagde planer om at fange mig i sådan en fælde ;)FruE: Ja, tilvalgt familie er altid godt :)