1 år

For to dage siden havde min blog fødselsdag og jeg opdagede det ikke engang. 410 blogindlæg er det blevet til, så man må sige, jeg har været flittig.

Dengang jeg startede bloggen, havde jeg ingen idé om, hvor mange der læste blogs, eller hvordan man gjorde. Ud over Dines', Emilys og Stines blogs, er jeg ikke sikker på, hvor mange jeg overhovedet kendte.
Der var ingen planer, ingen forventninger og slet ingen tanker om fremtiden. Jeg havde ferie i 14 dage, og lige i det semester havde jeg i forvejen alt for meget fritid. Jeg kedede mig.
Jeg startede dels fordi jeg manglede en grund til at stå op om morgenen, og dels fordi jeg et sted havde læst, at Stine oprettede sin blog for at tvinge sig selv til at tegne hver eneste dag. Jeg synes det var en god idé, og bestemte mig for at gøre det samme i et par uger - dog uden at gøre venner og bekendte opmærksomme på projektet. Det var jo ikke meningen, det skulle blive ved. Især fordi det var ekstremt tidskrævende. En anden grund til at holde projektet hemmeligt var, at jeg tegnede så dårligt, at jeg synes det var pinligt.
Jeg gjorde imidlertid mit arbejde ordenligt og startede med en introduktion. Mit første rigtige blogindlæg var dette - en kedelig opremsning af min dag. Ikke så forskelligt fra de sidste ca. 14 dages indlæg...
6 dage efter min debut fik jeg min første kommentar. Havde det ikke været for den, var bloggen nok blevet nedlagt inden for en måned, så stort tak til Rikke!
Der gik i heller ikke længe, før jeg tegnede min Indre Kritiker - den klamme, blå pingvin, som stadig har et fast tag i mig. Andre klassiske emner som Nintendo, due-had og kærestediskussioner kom også hurtigt frem.

Imens begyndte jeg lige så stille at fortælle folk om bloggen. Mine venner og min familie var meget søde og overbærende, og kommenterede slet ikke, hvor grimt jeg tegnede. Først efter tegningerne begyndte at virke ensartede, var der nogen der nævnte, at det jo ikke altid havde været sådan.

Okay, præcis sådan er der måske ikke ligefrem nogen der har formuleret det... 

Mit første store læserboost kom, da Superheltemor spurgte om jeg ville gæsteblogge hos hende. Det var en fed oplevelse. Intet kunne dog måle sig med min glæde, da jeg opdagede Stine havde linket til mig.
Til sidst måtte selv Kasper give op og læse med.
Jeg delte først rigtigt linket til bloggen blandt alle mine venner, da Snegcille havde gjort mig opmærksom på, jeg var nævnt i Alt for Damerne. På trods af dette (min tegnekarrieres højdepunkt) var min blog blevet nedlagt, hvis det ikke havde været for tegneprogrammet Inkscape. Selvom I ikke alle tog lige godt imod det, røg farveblyanterne i skraldespanden, og jeg kunne sætte min daglige blogarbejdstid ned fra tre kvarter til ti minutter.
Det var en kæmpe lettelse. Endelig kunne jeg nøjes med at nyde at blogge, fremfor at føle det også var en pligt og meget energikrævende.

Siden da er jeg startet på specialet. Fik kontor, lærte at trække pipetter, gjorde klar til dyreforsøg og fik mit fantastiske adgangskort.
Hvordan det går, kan du læse mere om her.

Jeg er blevet meget overrasket over, hvor sjovt det er at blogge. Jeg har selv lært en masse andre gode blogs at kende, mødt søde mennesker og fået presset mig selv til at tegne hver dag - hvilket tydeligvis har givet pote. Der er dog lang vej til, jeg er tilfreds med mine tegninger, så jeg lover at forsætte med at blogge længe endnu.
Jeg vil gerne lige slutte af med at takke for alle jeres kommentarer. Jeg har været glad for dem allesammen, hver og en. Hvis det ikke havde været for jer, ville der slet ikke være nogen historier, nogen tegninger, nogen blog. Uden kommentarerne ville der ikke være noget at blogge for. Tusind, tusind tak for at give mig den bedste overspringshandling, en specialestuderende nogensinde kunne bede om.
Tak!