121224

 

Jeg har ikke set ham siden. I dag fandt jeg ud af, han er død. Jeg vidste ikke engang, han havde kræft.

 

Jeg tænker på hans familie, der skal til at holde jul. På om han havde det godt inden? Var han glad?

Og jeg føler mig pludselig meget skrøbelig. Dødelig. Jeg tænker på min gymnasieklasse. Det føles som om nogen har peget ind i flokken af os og plukket en.


20 kommentarer til For 7½ år siden

  1. Deborah siger:

    Ja livet er barsk indimellem. Det oplever man desværre før eller siden. Dette var så før, og meget tidligt – øv!

    Vil nu, jeg er her ønske dig en Glædelig Jul på trods. Jeg tror dem som ikke er her mere, ønsker vi skal være glade og fejre livet. Den slags minder os om, at nyde hver dag.

  2. Ravn siger:

    Det er jeg virkelig ked af at høre, det er ikke nemt, når venner går bort. :/

    Men håber du får en rigtig god jul og et godt nytår alligevel. Vi skal være bedre til at fejre livet, når vi føler os dødelige.

    • Nadia siger:

      Jeg ved ikke, hvor meget venner man kan sige vi var. Det er mange år siden vi gik i klasse sammen. Men derfor er det selvfølgelig ubehageligt alligevel, og meget meget sørgeligt.

      Jeg håber også du havde en god jul og får et godt nytår.
      Jeg har tænkt meget over det du skrev. Du har ret. Man kan ikke bruge den klamme følelse af dødelighed til så meget andet end at værdsætte livet. Men det skal man så selvfølgelig også huske.

  3. Maja siger:

    I sommerferien efter mit studentergilde blev en fra min gymnasieklasse dræbt i et biluheld. Det virkede/virker så uretfærdigt og uforståeligt og ligepludselig kommer døden alt for tæt på, især i en tid som burde være præget af ungdommens glæde.
    Puha kan godt forstå din tankegang

    • Nadia siger:

      Ja, det er så forkert. Og føles meget mærkeligt.
      Men det må have været endnu mere underligt lige efter man er blevet student… Det er sådan en glad og sjov tid. Jeg følte mig i hvert fald utrolig udødelig den sommer!

  4. Astrid siger:

    Hold da op, hvor er alt ikke sådan som det skulle have havet været Jeg vil gerne at vi holder hinanden op på livet, men sådan endte det ikke.

  5. Anne LO siger:

    Jeg synes, at du skal printe din tegning og sende til familien. Bare lige ud af posen.

    Jeg har to gange før gjort noget lignende “send hvad jeg tænker, når jeg tænker på X”, og begge gange er de blevet glade.

    • Nadia siger:

      Det tør jeg ikke. Det er heller ikke mit tab, måske vil det føles… invasivt. Eller sådan noget. Det er jo mange år siden jeg kendte ham.

      Jeg har givet penge til en buket og sendt flere efter kræftens bekæmpelse. Hvad andet er der at gøre?

      • Anne LO siger:

        Dem, jeg sendte til, var glade for at høre mine minder om deres søn/bror, som var en tidligere kollega, jeg havde holdt nytår sammen med en enkelt gang og talte jævnligt med på arbejde. Jeg startede med at skrive, at jeg ikke ville trænge mig på, og hvis de ikke havde lyst til at læse videre, kunne de bare stoppe. Det var sådan et papirbrev dengang. Og jeg skrev, at hvis de havde lyst til kopier af de billeder, jeg havde fra de lejligheder, skulle de bare sige til. De svarede tilbage, at de gerne ville have billederne, og at de gerne ville invitere til mindehøjtidelighed, hvis jeg havde lyst. Fem år senere friendede hans søster mig på facebook. Hun kunne huske mit navn (wtf?), og hun havde været så glad for at høre fra mig dengang.

        Hvis du ikke lægger vægt på tabet, men derimod skriver om alle de gode minder fra gymnasietiden, tror jeg ikke, at det føles invasivt. Jeg tror snarere, at det vil føles berigende, for det er historier om personen, som de ikke kender. Tænk, hvor dejligt det vil være for dem at få at vide, at han måske ikke var den bedste til at danse lanciers, men han var pragtfuldt selskab imens, fordi han altid grinede sådan undervejs.

        • Anne LO siger:

          Og måske et billede af det, han skrev i din hue. Du kunne måske skrive uden på kuverten, at du gerne vil dele minder, og så kan de jo vente med at åbne den, til de er klar.

  6. visitsen siger:

    Husker alt for tydeligt første gang jeg oplevede at en på min egen alder døde. Vi arbejdede sammen året efter jeg afsluttede min HF .. og han kørte galt på en motorcykel i sommerferien.

    Følelsen af chok over at det _kan_ slutte nu – og egen dødelighed.

    Jeg ville ønske jeg kunne sige at det bliver nemmere med tiden, men det gør det ikke. Dog kommer der en smule accept ind over, når man begraver folk der har levet noget mere.

    … og så får det en til, for et øjeblik, at elske noget mere, kysse noget mere og huske på at sige de ting man gerne vil nå at sige ….

  7. Gurli siger:

    Ja, det rører ved mange ting indeni, når der er nogen fra ens skolegang, der falder fra så tidligt. Har selv prøvet det et par gange, med en fra folkeskolen og en fra gymnasiet – og for et par år siden en dreng fra min datters årgang – og jeg følte lidt det samme, at der var plukket i flokken.
    Jeg tror, at de ville ønske for os, der er tilbage, at vi vil bruge det som en reminder til at værdsætte de små ting i livet endnu mere, turde noget mere, mens man kan – og ikke udsætte, det man rigtig gerne vil til “i morgen”, “næste år” eller et andet ubestemmeligt tidspunkt.
    Så det må vi prøve at gøre.

  8. Malene siger:

    Min søster kendte ham også (og min svoger, og flere andre jeg har talt med henover julen). Det er slet, slet ikke sjovt når nogen så unge dør så uretfærdigt.

    • Nadia siger:

      Nej, slet ikke. Ved du noget om, hvordan han havde det? Kendte de ham godt nok til at vide det? Det er det, jeg tænker mest på. Selvfølgelig har han nok ikke været pisse begejstret, sygdom und alles, men hvad med resten? Jeg tænker meget på, om han var glad.

  9. Kira siger:

    Det er forfærdeligt. Der er intet der kan retfærdiggøre det.
    Jeg er ked af det på dine vejne.

    • Nadia siger:

      Måske mere på hans families vegne. Jeg kan vist ikke rigtig sige, jeg stadig kendte ham. Selvom tre år i samme klasse gør, man føler, man kender folk, sker der jo stadig meget i tiden efter gymnasiet. Men ja, det er helt forkert og uretfærdigt. Alt for tidligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published.