Jeg synes at Jehovas Vidner, AL-RISALAH Skandinaviska Stiftelse og andre lignende organisationer skal holde sit religiøse propaganda væk fra min postkasse. Reklamer nej tak, blev der sagt!
Det gælder også jeres “join-the-good-side” pamfletter!

Nu er det jo vinterferie, og derfor blev jeg i går inviteret ud at skøjte efterfulgt af en tur i svømmehallen med to af mine små kusiner. Jeg har kun skøjtet et par gange før i juleferien i 1.g, og der brillerede jeg ikke ligefrem med fremragende balanceevner. Derfor var jeg nervøs for hvordan det ville gå. Jeg havde faktisk allerede forestillet mig rædselsscenariet i mit hoved, her væltede jeg straks på mine skøjter og knækkede begge fortænder. Succeskriteriet for dagen og de 1½ timer der skulle bruges på isen, var dermed at undgå fald og beskadigede tænder. Og det blev en succes! Jeg så godt nok sådan her ud:

da jeg stavrede rundt langs kanten af banen, men jeg faldt aldrig. Bagefter var vi en tur i svømmehallen, hvor jeg stik mod min dovne natur svømmede 1 km. Det var naturligvis ikke med min gode vilje, men jeg begyndte at høre hvisken i krogene om, at jeg ikke kunne nå op over 500 meter. Det skulle modbevises.
Bag efter var jeg naturligvis temmelig flad. Jeg tog alligevel til housewarming hos en af mine gode venner, fuld af intentioner om at komme ædru og tidligt hjem. Det blev en vildt hyggelig aften fyldt med mennesker jeg ser alt for sjældent, og andre jeg slet ikke kendte. Krydret med nogle vodkashots og en “lækker” punch gjorde det aftenen til en af den slags aftener, hvor man slet ikke har lyst til at tage hjem igen.

Hjem kom jeg selvfølgelig, med taxi, og nu skal jeg bare lige finde en effektiv friskehedskur, så jeg om et par timer er klar til at passe min venindes toårige tvillinger i 24 timer.


Ja, dagen startede dejligt…
 
  Så blev den lidt kedelig. Jeg er ikke en fan af vaskekældre uden mulighed for tidsbestilling.
 
Bagefter slappede jeg lidt af med min yndlingsoverspringshandling. Jeg burde faktisk handle ind, men det er jo vaskedag, og jeg føler bare ikke rigtig, at jeg er typen der handler ind i Netto iført joggingbukser.
  
 
Da alt vasketøj var ordnet, var jeg faktisk ude at løbe. Det var en hård kilometer, der blev løbet rundt om søen i Kildevældsparken… Jeg drømmer stadig om dengang jeg kunne løbe 5,5 km’s ruten i Dyrehaven og slutte af med en følelse af, jeg sagtens kunne tage en tur til. Det er virkelig ikke særlig langt, men det er højdepunktet i min løbekarriere.
Jeg har nogen gange overvejet at deltage i et par løb, bare for at have noget at træne op til. Det ødelægger dog min motivation temmelig meget, at jeg ifølge reglerne ikke må deltage i noget som helst organiseret, fordi min narkolepsi-medicin er på den røde dopingliste. Som om jeg kunne vinde noget med mine korte ben alligevel…


Menneske-Nadia

Hej allesammen

For en god ordens skyld, vil jeg gerne introducere mig selv. Mit navn er Nadia og jeg ser cirka sådan her ud.

Jeg har selvfølgelig en næse i virkeligheden, men den blev der ikke plads til, på grund af mit store introduktions-smil. Jeg anser det selv som et venligt og imødekommende smil, og jeg håber det får dig til at føle dig velkommen her på bloggen. Jeg håber også, du vil bære over med mine halvdårlige tegninger. Jeg ved godt jeg ikke tegner fantastisk, men det er en del sjovere at tegne end at skrive endeløse historier om mig selv.

Nu kunne det selvfølgelig være fint nok at tegne mig selv som en lille gul-håret pige hele tiden, men det ville ikke være helt i overensstemmelse med virkeligheden. Min personlighed lader sig nemlig let og ubesværet indfange af en anden type tegning. Nemlig denne:

Gravhunden Nadia

En gravhund.

Ikke fordi jeg ligner en gravhund, men nok fordi min mors side af familien i mange år har haft et særligt forhold til gravhunden som race. Om det er tilfældigt, at vi i familien har mange fællestræk med dyret, eller om det er en følge af mange års gradvis påvirkning, skal jeg ikke gøre mig klog på. Fakta er, at jeg har nogle personlighedstræk til fælles med dyret. Jeg er stædig, selvstændig og til dels også sjov og sød på min egen måde, hvis jeg selv må sige det.

Gravhunde er selvfølgelig også meget dovne, og elsker at blive nusset (hvem gør ikke det?). Personligt føler jeg at min narkolepsi undskylder min dovenhed, men det giver mig unægtelig en slående lighed med dyret. Heldigvis fjernes alle gravhunde-tendenser i skoletiden, takket være effektiv medicinering.

Som en lille forsmag på bloggen, får du også lige et billede af noget af min familie:

 

Nadias familie red2

 

Her ses min ældste lillebror, ældste lillesøster, mor, stedfar og yngste lillebror. Jeg har en storebror, 2 småbrødre og en lillesøster til, men lad os gemme dem til en anden god gang. De andre er tegnet ind her, for jeg forventer at de vil være mit første publikum her på bloggen.

Afslutningsvis vil jeg introducere min kæreste. Han var ikke særlig vild med sit billede, da han så det: “Hvad!? Er jeg den der? Det er jo en pige!”. Nogen mennesker kommer sig vist aldrig over det med pige- og drengefarver. Her er han:

 

Kasper

Altså han er en rød bjørn, fordi han er rødhåret! Jeg synes det var smart. Og jeg synes altså han er sød og kysse-agtig, hvad forkert er der så i at tegne en nuttet bamse? Han har også ret meget temperament, og så er en bjørn da ikke et helt forkert valg? Som kompensation har jeg forsøgt at tegne ham mere som den ph.D-studerende han er:
 

Arbejdskasper red

 

Scanneren gjorde ham lyserød. Jeg lover det ikke var mig.