Jeg må erkende, at jeg har udviklet et usundt forhold til Lørdags-Lotto. Efter at have prøvet det en enkelt gang, er jeg blevet lidt afhængig. Ikke fordi jeg tror jeg vinder, overhovedet, men fordi det gør alle mine millionærdrømme mere… legitime. Og det er egentlig her, at det usunde kommer ind i billedet. Drømmene om lottopenge fortrænger alt andet, og efterlader mig med en usynlig besættelse, indtil kun én eneste tanke er tilbage i mit hoved:

   
Jeg synes at Jehovas Vidner, AL-RISALAH Skandinaviska Stiftelse og andre lignende organisationer skal holde sit religiøse propaganda væk fra min postkasse. Reklamer nej tak, blev der sagt!
Det gælder også jeres “join-the-good-side” pamfletter!

Nu er det jo vinterferie, og derfor blev jeg i går inviteret ud at skøjte efterfulgt af en tur i svømmehallen med to af mine små kusiner. Jeg har kun skøjtet et par gange før i juleferien i 1.g, og der brillerede jeg ikke ligefrem med fremragende balanceevner. Derfor var jeg nervøs for hvordan det ville gå. Jeg havde faktisk allerede forestillet mig rædselsscenariet i mit hoved, her væltede jeg straks på mine skøjter og knækkede begge fortænder. Succeskriteriet for dagen og de 1½ timer der skulle bruges på isen, var dermed at undgå fald og beskadigede tænder. Og det blev en succes! Jeg så godt nok sådan her ud:

da jeg stavrede rundt langs kanten af banen, men jeg faldt aldrig. Bagefter var vi en tur i svømmehallen, hvor jeg stik mod min dovne natur svømmede 1 km. Det var naturligvis ikke med min gode vilje, men jeg begyndte at høre hvisken i krogene om, at jeg ikke kunne nå op over 500 meter. Det skulle modbevises.
Bag efter var jeg naturligvis temmelig flad. Jeg tog alligevel til housewarming hos en af mine gode venner, fuld af intentioner om at komme ædru og tidligt hjem. Det blev en vildt hyggelig aften fyldt med mennesker jeg ser alt for sjældent, og andre jeg slet ikke kendte. Krydret med nogle vodkashots og en “lækker” punch gjorde det aftenen til en af den slags aftener, hvor man slet ikke har lyst til at tage hjem igen.

Hjem kom jeg selvfølgelig, med taxi, og nu skal jeg bare lige finde en effektiv friskehedskur, så jeg om et par timer er klar til at passe min venindes toårige tvillinger i 24 timer.


Ja, dagen startede dejligt…
 
  Så blev den lidt kedelig. Jeg er ikke en fan af vaskekældre uden mulighed for tidsbestilling.
 
Bagefter slappede jeg lidt af med min yndlingsoverspringshandling. Jeg burde faktisk handle ind, men det er jo vaskedag, og jeg føler bare ikke rigtig, at jeg er typen der handler ind i Netto iført joggingbukser.
  
 
Da alt vasketøj var ordnet, var jeg faktisk ude at løbe. Det var en hård kilometer, der blev løbet rundt om søen i Kildevældsparken… Jeg drømmer stadig om dengang jeg kunne løbe 5,5 km’s ruten i Dyrehaven og slutte af med en følelse af, jeg sagtens kunne tage en tur til. Det er virkelig ikke særlig langt, men det er højdepunktet i min løbekarriere.
Jeg har nogen gange overvejet at deltage i et par løb, bare for at have noget at træne op til. Det ødelægger dog min motivation temmelig meget, at jeg ifølge reglerne ikke må deltage i noget som helst organiseret, fordi min narkolepsi-medicin er på den røde dopingliste. Som om jeg kunne vinde noget med mine korte ben alligevel…