På café
Så sad vi i stearinlysets skær, Kasper og jeg. Og kiggede hinanden dybt i øjnene. Talte lidt om dagen der var gået, og sjove ting der var sket.
Og midt i det hele indser jeg, at selvom jeg elsker specialet meget højt, så skulle jeg måske også begynde at koncentrere mig lidt om andre ting, hvis vores samtaler over middagsbordet ikke skal blive alt for… ja… I ved…
tirsdag 28. februar, 2012 @ 09:27
Altså jeg vil gerne høre mere om de der hjernenit. Hvis du mangler noget at tegne til specialesiden.
tirsdag 28. februar, 2012 @ 09:30
Hvor er det bare en sød tegning! HILS Kasper! :D
tirsdag 28. februar, 2012 @ 10:30
Hmm det kan da godt være, jeg skulle uddybe lidt derinde. Tænker bare at dyreforsøg er så… kontroversielt.
tirsdag 28. februar, 2012 @ 10:30
Tak!Jamen det skal jeg nok, anonym :)
tirsdag 28. februar, 2012 @ 11:13
Haha, kan godt lide Kaspers høflige smil. Det ligner min kærestes, når jeg fortæller om danske unges læsevaner som jeg liiige har læst en spændende rapport om og bla bla bla…
tirsdag 28. februar, 2012 @ 20:36
Ah… ja ok. Det er det nok. Dammit.
onsdag 29. februar, 2012 @ 07:57
Min kæreste bøjer totalt af når jeg begynder og snakke om kloninger, celler og DNA. Han er VVSér og selvom jeg har forsøgt og oversætte det til rør og samlinger lykkedes det ligesom ikke helt rigtigt. Men på den anden side jeg forstår heller ikke så meget af hans arbejde. Og vi har vist begge accepteret at det er ikke er et oplagt samtaleemne. Men Kasper ser da ud til og lytte til hvad du siger;-)
onsdag 29. februar, 2012 @ 19:38
Jeg har godt nok været lidt løst inde på emnet her: http://www.hverdagsnadia.dk/2011/09/og-nu-til-noget-lidt-mere.htmlMen jeg tænker at det bliver lidt for makabert at beskrive, hvordan jeg skærer mussehjerne i skiver og bader det i fluorescerende stoffer?
onsdag 29. februar, 2012 @ 19:40
Ja, han er en meget overbærende kæreste – selvom jeg tror han synes, jeg kan snakke om langt kedeligere ting end dette. Hvad jeg har drømt om natten for eksempel… Der ligner han en der visner en lille smule, samtidig med han næsten hvisker "Nadia, jeg behøver ikke at høre om det – det skete jo ikke i virkeligheden…" ;)
onsdag 29. februar, 2012 @ 19:45
Kasper er ingeniør i biofysik, så farmakologi og elektrofysiologi ligger ikke vildt langt fra hans felt. Derfor forstår han (som regel) også, hvad jeg forklarer – det gør det nok lidt mere spændende at lytte til :) I øvrigt synes jeg, at du får point for at forsøge at forklare det på en pædagogisk måde.Generelt foretrækker jeg dog, at Kasper og jeg taler om andet end arbejde, arbejde og mere arbejde, når vi er ude at spise. Så jeg må se at få pudset mine andre samtaleemner af :)
onsdag 29. februar, 2012 @ 21:54
Åh…. hahahaha, hvor kom jeg til at grine: Det minder mig meget om min egen specialetid, hvor jeg dissekerede frøers tekstikler ud af bughulen, lagde testiklerne i voks, skar dem i de tyndeste skiver, farvede dem, mikroskoperede dem og fik det SMUKKESTE billeder af sertolliceller påvirket af hormonforstyrrende stoffer…. Det var IKKE min mands favorit-samtale-emne ved aftensmaden…. hahaha, hvor ER det altså SJOVT!
torsdag 1. marts, 2012 @ 11:11
Hvad er der også med mænd og dyr? Det er som om de føler et eller andet underligt slægtskab… Jeg skulle engang kastrere en rotte, og det var lige før Kasper rakte ned for at kramme sine egne, da jeg fortalte om det. Som om han lige skulle tjekke, om de pludselig også skulle være forsvundet under samme operation.Jeg mener… Hvis en rotte fik skåret brysterne af, så ville jeg da ikke sidde at tænke på mine egne bryster samtidig?(Mine billeder er i øvrigt også FANTASTISK flotte! Desværre ikke så brugbare, som jeg havde håbet på)